Der har været mange spekulationer omkring, at iPad kunne gå hen og blive dagbladenes redning. Gennem iPad kunne dagbladene tilføre onlineaviserne den merværdi som kunne få brugerne til at betale for indholdet, var argumentationen. En der meget hurtigt sprang med på iPad-vognen var Berlingskes direktør Lisbeth Knudsen. Hun deklarerede at Berlingske i hvert fald skulle lave noget til iPad. Og nu er den her så:
Den første større danske avissatsning på iPad
I går lancerede Berlingske så deres første app til iPad, nemlig app’en Business. Den er gratis at downloade og at bruge. Som jeg umiddelbart ser det, så er det den første danske avis-app der prøver at udnytte det nye medie iPad. Børsen lavede for nylig app’en Borsen.dk, men den virker meget simpel i forhold til Business.
Fakta om app’en
- Den er gratis at downloade og bruge.
- I fremtiden vil et abonnement på 24 kr./måned give adgang til næste dags nyheder allerede kl. 22.30.
- Der er en sektion med top-20-aktie-kurser.
- Der er en sektion med avisartikler, og man må så gå ud fra, at resten er onlineartikler.
- App’en downloader nyhederne så man også kan læse dem offline.
- Den er udviklet at Berlingskes udviklingsafdeling, og der forventes at komme flere app’s fra bladhuset.
Alt i alt synes jeg app’en er meget fin og viser tegn på, at man gerne vil tænke nyt. Og jeg kan også godt lide tanken om, at jeg får noget merværdi i forhold til onlineudgaven, nemlig mulighed for at læse offlineudgavens indhold også. På forsiden synes jeg også der er en spæd prioritering af nyhederne, på samme måde som New York Times gør det. Dog savner jeg lidt mere af den slags i de enkelte sektioner. Jeg er spændt på at se den videre udvikling af app’en.
Update: Der er en lille bug i app’en der gør, at mange billeder i toppen af artikler vil være lang tid om at indlæse så det ser ud som om billedet mangler. Berlingske oplyser, at dette vil blive rettet ved første opdatering.