Godt nytår til iPadNyt.dk’s læsere og skribenter

Året der er gået
Der er sket meget som er relateret iPadNyt.dk i det forgangne år:

  • I januar præsenterede Steve Jobs iPad. Indtil da havde der kun været rygter, og folk troede der ville komme en Apple Slate.
  • Den 27/1 købte jeg domænet ipadnyt.dk. Jeg kunne ikke lade efter Steve Jobs præsentation af ipad, og tænkte, at man måske kunne bruge domænet på et eller andet.
  • Den 30/1 skriver jeg det første indlæg på bloggen på iPadNyt.dk.
  • Den 2/4 sælges de første iPads i USA. Trafikken på iPadNyt.dk oplever sin første lille eksplosion.
  • I maj skriver gæsteskribenten Joost et indlæg om, at man kan klippe et almindeligt sim-kort til, så det får microsim-størrelse og dermed passer i en iPad. Det giver omtale i andre online-medier.
  • Admin på ipadNyt.dk køber en iPad 64 GB 3G i New York.
  • I august åbner forummet på iPadNyt.dk.
  • Næsten hele året er præget af rygter om, hvornår iPad officielt kan købes i Danmark. Den 30/11 kommer den officielt til salg i Danmark.
  • Den 22/11 kommer den største softwareopdatering til iPad, hvor der bl.a. kommer multitasking, mapper og dansk sprog på iPad.
  • Fra december er iPadNyt.dk at finde både på Facebook og Twitter.

Er iPad blevet en ‘game changer’ i 2010?
iPad er af Steve Jobs selv blevet udråbt som en såkaldt ‘game changer’, der ville revolutionere den måde vi bruger computere på.

Nu har jeg efterhånden haft min iPad siden juni, og jeg synes personligt, at den har ændret min måde at bruge computer og net på:

  • Jeg er i meget højere grad begyndt at læse e-bøger, pdf-tegneserier og pdf-bøger end jeg nogensinde har gjort før.
  • Jeg bruger rigtig meget sofaen til at surfe på nettet, læse twitterbeskeder og browse billeder. Faktisk brugte jeg ikke rigtig twitter inden jeg fik min iPad.
  • Jeg har altid min iPad med på familiebesøg, ferier og lignende. På den måde får jeg ofte vist fotos.
  • Jeg er begyndt at se tv på steder jeg ikke tidligere ville have gjort det.
  • Jeg bruger ikke min iPhone særlig meget mere.

Skal man se lidt på den generelle udvikling, så kan man vist rolig sige, at iPad har ændre ‘gamet’. De fleste elektronikproducenter har efterhånden gang i planer om en tablet-computer. Antallet af apps der efterhånden er udviklet til iPad viser også, at den ikke er et forbigående modefænomen, men snarere en gadget der er kommet for at blive. Og udviklingen af iPad-apps fra mediernes side viser også, at iPad har potentiale til at ændre mediebilledet.

Det faktum, som for alvor gør at iPad er en ‘ game changer’ er, at hvis ikke Apple havde lavet iPad, så er det ikke sikkert at andre ville have lavet en tablet-computer. Andre har tidligere brændt fingrene med konceptet, så det er ikke sikkert den teknologiske udvikling havde taget denne drejning, hvis ikke Apple havde satset så stort på iPad. Og man må sige at Apple har satset. De har ikke bare lavet en justering af et eksisterende produkt, men lavet et helt nyt som ikke fandtes i forvejen. Og havde Apple ikke været så kompromisløs med brugeroplevelsen som de har været, så var det nok også gået med iPad som med tidligere tablet-computere. Jeg synes Apple i sandhed har været innovative med iPad, på en måde man sjældent ser det på det teknologiske område. Og det er godt at se, at innovation også belønnes med økonomisk succes. Det giver håb om, at vi også fremover vil se teknologisk innovation.

Godt nytår til de der har haft med iPadNyt.dk at gøre
Fra iPadNyt.dk ønskes læsere, kommentarskrivere, skribenter i forummet, gæsteskribenter (Peter Glunz, Tonny Joost, Freaker-iPad og Rosanna Sloth) og læsere der er kommet med tips et rigtigt godt nytår.


Comments are closed.