3Mobil-TV på iPad

Jeg blev af Innovation Manager Jack Petersen fra teleselskabet 3 spurgt, om jeg ville afprøve deres mobil-tv på min iPad. Og det synes jeg da kune være meget sjovt at prøve, specielt fordi jeg tidligere havde skrevet lidt om at se tv på sin iPad.

Hvordan gør man for at se mobil tv fra 3?

  1. Man køber mobilt bredbånd hos 3. Det er en forudsætning for at se mobil-tv hos 3, at man er mobilt bredbånds-kunde hos dem.
  2. Man indsætter det micro-sim-kort man får fra 3 i sin iPad. Dette betyder, at det kun er iPad-modeller med 3G der kan se mobil-tv.
  3. Man går ind på app-store med sin iPad og downloader app’en 3Mobil-TV. Den er gratis at downloade.
  4. Hvis ens iPad er forbundet med Wi-Fi, så skal man lige deaktivere Wi-Fi først, så netforbindelsen er over det mobile bredbånd.
  5. Du kan nu vælge en af de 27 kanaler der er i den store pakke, og så ellers bare se tv på din iPad.

Min oplevelse
Det fungerer umiddelbart meget godt. Der hvor jeg har afprøvet det, var der ikke problemer med at få et flydende billede igennem. Nogle gange var billedet lidt mudret i starten, men det rettede sig hurtigt op, og der er ikke hakkende lyd.

App’en 3Mobil-TV som man bruger er kun lavet som iPhone-app, og ikke tilpasset brugen på iPad. Det betyder, at hvis man vil udnytte iPad-skærmens størrelse, så skal man trykke på knappen 2x for at blæse billedet op. Denne manøvre gør, at jeg ikke synes billedet er så skarpt, som når man ser det i iPhonestørrelse. Om det kan blive lige så skarpt på iPad ved jeg ikke, men jeg tror det ville hjælpe, at tilpasse app’en til at fungere på iPad.

Kanalerne
Den tv-pakke jeg har fået lov at låne, er den største ud af tre der koster 99,- kr./md. og indeholder følgende kanaler: DR1, TV2, DR Ramasjang, DR K, TV2 News, Zulu, TV2 Sputnik Live, DR Update, DR2, Nickelodeon, MTV Shorts, MTV, Pixel TV, BBC World, Star, CNBC, Bloomberg, Fashion TV, Al Jazeera English, SVT 1, SVT 2, Crime Scene TV, Ohm Shortz, Silver, Al Arabyia, Euronews og Deutsche Welle. Hvis man vælger den lille pakke kan man nøjes med 39,- kr./md. og 79 kr./md. for mellem-pakken. Man kan se pakkerne her. Den store pakke synes jeg indholder næsten alt hvad man kunne have lyst til at se. Nogen vil måske savne CNN, nogle sportskanaler eller muligheden for at sammensætte sin egen pakkeløsning.

Prisen
Hvis man er meget prisbevidst, så vil man hurtigt synes, at 3’s mobil-tv er en dyr ting. Først skal man købe deres mobile bredbånd som ikke hører til de billigste. Man kan se vores prissammenligning af mobilt bredbånd til iPad her. Derefter skal man ekstra betale for det mobile tv. Hvis man er nærig, så køber man nok bare TV2 News for 24 kr. om måneden eller den gratis app nettv, og nøjes med DR. På den anden side, hvis man er afhængig af tv, så er det jo i virkeligheden alligevel peanuts at betale.

Business-potentialet
Jack fortalte, at han specielt ser et potentiale for folk der i deres dagligdag er afhængige af, hurtigt og mobilt at kunne se tv. Som f.eks. journalister i en valgkamp. Men også politikere, kommunikationsfolk og andre mediefolk vil kunne have nytte af mobil-tv til erhvervsbrug.

Bedømmelse
Jeg synes det er fedt med muligheden for at kunne se tv på sin iPad. iPad er lavet så man kan have en computer sig på farten. Hvorfor så ikke også tage sit tv med? Mobil-tv er klart en tjeneste som kompletterer iPad som universelt værkstøj. Thumps up til 3 for ret tidligt at udvikle funktionaliteten. Jeg er sikker på, at de nok snart skal få tilpasset app’en, så den også passer perfekt til iPad.

Positivt:

  • Innovativt at 3 er har lavet app og mobil tv.
  • 3’s net skulle være det bedste i landet. Derfor har du med 3 den bedste mulighed for at se tv på farten.
  • Kan erstatte stor kabelpakke.
  • Nemt at sætte op.
  • Virker også i Sverige.

Negativt:

  • Kan ikke bruge Wi-Fi hvis man vil se tv.
  • App’en endnu ikke tilpasset til iPad.
  • Ikke billig.
  • Kan kun bruges af 3G-modellerne af iPad.

En tanke om "3Mobil-TV på iPad"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *